100.000 mænd og kvinder blev anklaget for trolddom på tværs af Europa i 1500- og 1600-tallet. Af dem blev 40.000 til 50.000 henrettet. Blandt dem fandt 2000 retssager og 1000 henrettelser sted i Danmark-Norge. Det er høje tal, men langt fra den populære misforståelse om at de europæiske heksejagter kostede flere millioner mennesker livet.
Illustration Detail – Wilgen, Pieter van der – Vanitas-stilleben, 1670, smk
24 mænd og kvinder blev angivet som hekse af den danske heks Mette Kongens. Det var helt specielt. På tværs af Europa blev hekse tvunget til at udlægge andre som hekse – som regel under tortur, men i Danmark udlagde hekse kun få eller ingen. 10 af de mænd og kvinder, Mette Kongens havde udlagt, blev senere brændt for trolddom.
Illustration: Nuernberg_Lochgefaengnisse, Janericloebe, Wikimediacommons
15 kvinder blev anklaget for trolddom i forbindelse med ”Køge Huskors”, der er en af Danmarks mest berømte processer. Den begyndte hos Hans Bartskær og hans familie i 1608. En nat hørte de en uforklarlig klukken fra en høne, og snart var husholdningen hjemsøgt af besættelser, natlige forstyrrelser og dårligdomme. Da sagen var slut i 1615, var 11 kvinder blevet henrettet.
Illustration: Utrecht, Adriaen van Høns, ænder og en kalkunsk hane, 1614-1652, smk
75-80 % af dem, der blev henrettet for trolddom i Europa, var kvinder. Der er stadig uenighed om årsagerne til at kønsfordelingen var så skæv, men en af grundene var, at både høj og lav forestillede sig, at hekse var kvinder. Når en heksepanik greb et område, kunne andelen af mandlige hekse stige, fordi man begyndte at se bort fra den sædvanlige forestilling.
Illustration: Detail from “Five Women”, 1527–1587 – Veronese, Paolo, smk
Ca. 300 mennesker blev henrettet for trolddom i Spanien.
Det relativt lave antal skyldes delvist den spanske inkvisitions skepsis. Størstedelen af henrettelserne blev besluttet af lokale magthavere og lokale domstole, der til tider havde fået hjælp af professionelle heksejægere.
Illustration: Detalje fra “En trappe til himlen”, 1686-1700, ukendt smk
I 15- og 1600-tallet var heksefrygten på sit højeste, og derfor var heksen ”det onde”, man ville holde fra døren. I England brugte man ”hekseflasker”, tit en ”skæggemandsflaske”, som man fyldte med fx urin, hår, afklippede negle og bøjede søm. Så begravede man flasken i husets væg eller ildsted eller under gulvet. De personlige ejendele ville så tiltrække de onde kræfter, der blev spiddet af sømmene, og på den måde for evigt være fanget i flasken. I Danmark har vi ikke fundet hekseflasker magen til dem i England. Til gengæld har vi fundet beskyttende jydepotter de samme steder i folks huse som hekseflaskerne. Nogle af dem er tomme, og andre indeholder ondtafværgende sager som dyreknogler og hugorme. De er sikkert også placeret med intentionen om på magisk vis at holde ondskab ude.
I 15- og 1600-tallet var de fleste overbevist om, at hekse mødtes til sabbat. For at komme frem til de store fællesmøder, måtte heksene flyve, og dette kunne naturligvis foregå på kost, men de kunne også ride på andre redskaber, på dyr og sågar på forheksede mennesker. Fælles var dog, at både heksen og transportmidlet først måtte smøres med en magisk flyvesalve, før de kunne lette.
Der cirkulerede forskellige opskrifter på sådan en salve. Grundlæggende bestod den af de mest frygtelige ting, man kunne forestille sig – herunder ofte fedtet fra dræbte spædbørn, den giftige alrunerod, galnebær og andre farlige planter.
Til højre i billedet bliver en heks smurt med flyvesalve, mens en anden flyver op gennem skorstenen til venstre
Illustration: Hexensabbath, Frans Francken (II), 1610
I nogle landsbyer i Yorkshire bagte man “heksekager” som denne den første uge i april hvert år. Den blev hængt bag døren for at beskytte mod hekse.
Et dokument fra 1683 antyder endda, at afbrænding af kagen ville give en heks en brændende smerte i urinvejene. Heksen ville så ”afsløre sig, når hun kom for at undersøge årsagen til sin pine.”
Heksekagen her blev indsamlet i 1933 og findes i Pitt Rivers Museums samling, University of Oxford.
Det sagdes at bærere af en tændt “Dødehånd” som denne kunne trænge uset ind i alle huse. Den kunne laves af en tyvs afhuggede hånd, som blev syltet og udsat for besværgelser. Den tændte hånd kunne kun slukkes med mælk eller blod.
Under en hekseproces i 1590 tilstod skotten John Fian at have brugt en Dødehånd til at trænge ind i en lokal kirke.
Illustration: Detalje fra Hexensabbath, Frans Francken (II), 1610 samt udstillet genstand på HEX! Museum of Witch Hunt
En ring af harer eller et heksemøde? Hvis man så en forsamling harer i skoven, så kunne det ganske givet tænkes i virkeligheden at være en flok troldfolk, der i skikkelse af harer holdt hekseråd. Sådan var i hvert fald folketroen i både de britiske og nordiske lande i tidlig moderne tid. Haren var et af de dyr, som var tæt sammenvævet med troen på hekse, både som heksen selv i dyreskikkelse, men også som heksens medhjælper.
Illustration: Udstillet genstand på HEX! Museum of Witch Hunt
Pagten med Djævlen lød ikke altid lige skræmmende. Nogle gange lød den næsten helt hyggelig. I 1692 bekendte den trolddomsanklagede Karen Gregers: “At den lede Satan først var kommet til hende for ungefær 3 års tid siden ved Barsebro i en sort hunds lignelse. Hun mente, at han havde antaget den lignelse, fordi hun altid havde elsket hunde så meget, og særdeles den lille hund, som hun havde holdt så meget af, som en anden af sit barn. Siden den tid havde hunden altid haft sit værelse i hendes have, ved nogle urter, adskillige gange var han også kommet indenfor [i huset] på gulvet.”
Illustration: The Arnolfini Portrait, Jan van Eyck, oil on oak, 1434. National Gallery, London, Wikimedia Commons @national gallery
I Navarra, i det nordlige Spanien, var tudsen ofte en vigtig del af heksetroen. Tudsen kunne både bruges som ingrediens i flyvesalve, i gift til at gøre markerne golde, eller til at skade dyr og børn, og ikke mindst som dæmonisk hjælpedjævel.
Helt specielt for Baskerlandets heksetro var ideen om, at børn, der blev taget med til heksesabbatter, blev givet hvervet som tudsevogtere. Djævlen kunne også sætte sit mærke på hekse i form af et tudseformet modermærke, og endelig var der troen på, at du kunne afsløre hvem der var heks, ved at se efter, om deres pupil var formet som en tudse.
Illustration: Detail from Pierre de Lancre, Tableau de l’inconstance des mauvais anges et démons (Jan Ziarnko, 1612)
I 1696-98 var der en række sager om besættelser og trolddom i den danske by (target)Thisted, hvor blandt andet skrækken for hekse i dyreskikkelse var stor. En af de anklagede kvinder, Anne Kristensdatter, var mistænkt for at have antaget skikkelse af en kat og at have opsøgt flere af anklagerne for at ville rive deres struber ud. Af uransagelige årsager var hun blevet stoppet i sidste øjeblik af Djævelen selv, men efterfølgende var der stor mistro til alle katte, som man frygtede i virkeligheden var en heks eller djævel.
Illustration: Detail, Paul de Vos, Cats Fighting in a Larder, 1630-1640, Prado Museum
Man forestillede sig, at heksens hjælpedjævel kunne antage næsten alle dyreskikkelser. Nogle var helt almindelige husdyr eller kæledyr, andre var mere fantasifulde, men ideen var lige meget hvad, at heksen lod dem die blod fra sin heksevorte. Den kunne sidde alle steder på kroppen, og ved undersøgelser af mistænkte hekse skulle man lede efter sådan en gevækst.
I 1647 udgav den selvudnævnte ”witch finder general” Matthew Hopkins en bog, The Discovery of Witches, hvori han beskrev sin heksejagt. På forsiden er han selv med to hekse og alle deres hjælpedjævle, som de kalder på ved navn
Illustration: Wikimedia Commons: Matthew Hopkins, Scanned from reprint of 1841/1852 editions of “Extraordinary Popular Delusions and the Madness of Crowds” by Charles Mackay, LL. D. ISBN 1-5866-3558-1
Anne Pedersdatter fra Trankær, dømt for trolddom og brændt på bålet i 1622.
Anne blev af en skomager anklaget for at have dræbt hans barn ved hjælp af trolddom. Da barnet var blevet født, dukkede Anne op i hjemmet, hvor hun løftede barnet og spyttede tre gange på det. 18 uger senere var det dødt. Jordemoderen bekræftede episoden og Anne blev dømt til bålet.
Illustration: Detail – Rubens, Peter Paul – Judgement of Solomon, ca. 1617, smk
Kirsten Klausis fra Øse Sogn, dømt for trolddom og brændt på bålet i 1619. Kirsten blev anklaget af fire mennesker for at have slået to kvinder ihjel ved trolddom. Anklagerne, der var de dræbte kvinders mandlige familiemedlemmer, lagde deres hænder på Kirstens hoved og sigtede hende. Hun kunne ikke forsvare sig mod anklagerne og blev dømt til bålet.
Illustration: Detalje – Langevelt, Rutger van – Hollandsk kirkeinteriør, 1659 smk
Maren Lauridses i Trudstrup, dømt skyldig og brændt på bålet i 1618. Sagen blev rejst af lensmanden Jørgen Ebbesen, der satte mange retssager mod hekse i gang. Maren blev anklaget for at være skyld i Helle Jensdatters død. Beviserne mod hende var svage, for de eneste vidner var Helles døtre, der fortalte, at Helle på sit sygeleje havde beskyldt Maren for sin død. Hverken Helles mand eller præsten kunne bekræfte dette. Maren var dog flere gange blevet udlagt som troldkvinde af andre dømte troldkvinder og havde levet med trolddomsrygtet i 18 år. Selvom loven sagde, at man ikke kunne dømmes på udlæggelser alene, blev Maren alligevel dømt skyldig og brændt.
Illustration: Detalje fra Bega, Cornelis Pietersz – En syg bondekone, 1629-1664, smk
Anne Nisdatter fra Vong i Ny Kirke Sogn, dømt og brændt på bålet i 1620. Anne fungerede som klog kone og folk søgte hjælp hos hende, når dyr eller mennesker blev ramt af sygdom. Efter nogle mislykkede behandlinger var der begyndt at samle sig en mistanke til hende. Da hun i 1619 blev angivet som troldkvinde af en allerede dømt troldkvinde, blev der rejst sag mod hende. Vidnerne i sagen beskrev hende som løsagtig og tyvagtig, og fortalte hvordan hun havde gjort mennesker og dyr syge. Dommen lød på bålet, da hun havde lovet ondt og ondt var sket.
Illustration: Detail, Honthorst, Gerand van “An Old Wife”, 1592-1656, smk
Maren Pedersdatter fra Vester Starup, dømt og brændt på bålet for flere tilfælde af trolddom i 1620. Maren blev anklaget og dømt for at have taget livet af dyr i Houstrup, for at have dræbt en kvinde i Skamstrup, for at have kastet en hånd mellem en mand og kone, så han forlod hende og for, efter at være blevet taget i at stjæle fisk, at have slået ejeren ihjel.
Illustration: Beijerenn, Abraham van – Detalje, Stilleben med fisk på et stenbord, 1618-1690, smk
I 15- og 1600-tallet mente de lærde, at kun uintelligente bønder troede på, at sindssyge skyldtes farlige sten i hovedet. De lærde hånede ligefrem dem, der betalte for at få dem fjernet af en bartskærer. I stedet – mente de lærde – var årsagen til sygdommene ofte trolddom, der gennem sort magi var blevet påført af ondsindede hekse. Man hørte ofte om folk, der var blevet forheksede til at tale i tunger, begå mord eller endda indgå i homoseksuelle forhold.
Læg mærke til stenene, der hænger mellem de to slørklædte kvinder på maleriet.
Illustration: Trepaneret kranie i HEX! Museum of Witch Hunt og ”Kirurgen”, maleri af Jan Sanders van Hemessen, ca. 1550-1555. Museo del Prado
